Jeg faldt over denne artikel, som beskriver udviklingen af et nyt materiale til staveundervisning: ‘Ny Staveraket’ fra Specialpædagogisk Forlag. Jeg kender ikke materialet, men Elsebeth Otzens udsagn afspejler i høj grad de erfaringer, jeg har gjort mig gennem mit arbejde som privat læsevejleder: At mange af de diktater, som gives i folkeskolen, ikke gør elever med stavevanskeligheder til bedre stavere. Eleven med stavevanskeligheder bliver bedre til at stave, når han/hun begynder at forstå og beherske reglerne bag stavning, som matcher elevens aktuelle kunnen. Det kræver differentieret, direkte og systematisk undervisning. 

Elsebeth Otzen kommer med dette forslag til, hvordan man fx kan lave differentieret undervisning med udgangspunkt i ‘Ny Staveraket’: “Fra tid til anden kortlægger læreren sine elevers individuelle og aktuelle niveau ved at lade dem løse opgaver inden for forskellige delfærdigheder. Derefter deler læreren klassen i mindst tre grupper. I en 3. klasse skal nogle få elever måske arbejde med lærerstøtte med lydrette ord, mens en anden gruppe arbejder med konsonantforbindelser og en tredje gruppe med vokaltrappen.”

Denne arbejdsform lyder mere hensigtsmæssig end den, som mange af mine elever oplever i skolen. Jeg har nemlig en del elever, som jævnligt har haft diktat i skolen. De fortæller, at de og deres forældre har brugt meget tid på at øve diktatordene derhjemme. Ordene kan være ‘computer’, ‘halvtreds’, ‘egentlig’, m.fl.  Men diktatord som disse gør ikke elever med stavevanskeligheder til bedre stavere. Tværtimod udleder børnene deres egne staveregler af diktatordene – og det kan faktisk gøre deres stavning ringere. Som en af mine elever sagde: “Nu er jeg bare begyndt at sætte stumme d’er ind alle mulige steder.” 

Måske lykkes det på imponerende vis eleven at stave rigtigt i diktaten. Men kort tid efter har han/hun glemt, hvordan ordene staves. Og elevens evne til at stave ikke-trænede ord er ikke blevet styrket.

Der er også andre grunde til, at man efter min mening bør overveje nøje, hvordan man bruger diktater i undervisningen. Alene det at blive testet og bedømt (som man bliver i en diktat) lægger et stort pres på eleven med stavevanskeligheder. Man bør derfor begrænse brugen af diktater til tilfælde, hvor 1) læreren forventer, at eleven er i stand til at klare ordene ved at bruge de teknikker, man har arbejdet med i undervisningen, eller 2) læreren har brug for at kende barnets aktuelle niveau for at kunne tilrettelægge differentieret undervisning.

Forskellige elever, forskellige styrker og udfordringer i stavning
Kendetegnende for langt de fleste elever, som får privat staveundervisning hos mig, er, at de tidligere er blevet testet med den nationale ordblindetest, fordi de kæmper med læsning og/eller stavning. Nogle af mine elever er testet rød i den nationale ordblindetest, hvormed de diagnosticeres med ordblindhed. Mange af dem er ikke klar over, at de faktisk må bruge et støtteprogram med ordforslag til diktaterne i skolen samt til Folkeskolens Afgangsprøve i dansk retskrivning. For at få den optimale hjælp fra deres støtteprogram er eleven dog nødt til at være i stand til at kunne lytte sig frem til minimum de 3-4 første bogstaver i et ord for at få relevante ordforslag frem. Derfor arbejder jeg i undervisningen med barnets fonologiske opmærksomhed (opmærksomhed på sproglydene), bogstav-lydkendskab, brug af forskellige it-hjælpemidler til forskellige formål, m.m.

Andre af mine elever har fået et gult eller grønt resultat i ordblindetesten. De blev ordblindetestet, fordi der var mistanke om ordblindhed. Men testen viste, at deres vanskeligheder tilsyneladende ikke er lige så alvorlige, som hos elever i rød kategori. Derfor har de som udgangspunkt ikke lov til at bruge et støtteprogram til diktater i skolen eller til eksamen i retskrivning. (Når jeg skriver ‘som udgangspunkt’ skyldes det, at det ikke er unormalt, at en grundigere udredning af elevens vanskeligheder viser, at der er tale om ordblindhed, evt. i mild grad). For at blive bedre til at stave har disse elever i høj grad brug for direkte undervisning i de grundlæggende principper i stavning. De har styr på visse ting men behersker endnu ikke til fulde skriftens lydprincip. Mange af dem lærer intet af at øve sig på at huske ord med meget specielle stavemåder og stumme bogstaver udenad. 

Hvordan kan man så bruge diktater konstruktivt i staveundervisningen?
Hvis man gerne vil inddrage diktater i staveundervisningen, opfordrer jeg altid til, at man sørger for at give alle elever en diktat på et passende niveau. Diktaten bør give mening for eleven, dvs. diktatordene trækker på nogle af de staveregler, som eleven er i gang med at tilegne sig. I stedet for at læreren står og læser diktaten højt for klassen, kan læreren i forvejen indtale diktatordene via sin mobil eller computer. Hver elev får så adgang til den lydfil, som indeholder diktatord på deres niveau. De kan fx lytte individuelt til ordene via høretelefoner sluttet til deres mobil eller computer. For eleven med stavevanskeligheder vil det typisk ikke give mening, at eleven øver sig på ordene derhjemme op til diktaten. Øvelsen handler jo netop om at stave nogle ord ved at bruge sin viden om skriftens lydprincip og relevante teknikker/hjælpemidler – ikke om udenadslære.

Planlægning og afvikling af differentieret staveundervisning er tidskrævende for en lærer, som skal tilgodese en hel klasse bestående af elever med forskellige styrker og udfordringer i stavning. Derfor kan det af tidshensyn være en god løsning, at man inddeler klassen i mindre grupper, så hver elev er i gruppe med nogen på omtrent samme niveau. De elever, som har de største udfordringer i stavning, har det største behov for direkte undervisning i principperne bag stavning.

Elever, som er ordblinde, må bruge en computer med et støtteprogram, der kommer med ordforslag under diktaten. Det er vigtigt, at alle lærere og vikarer ved det, og at læreren hjælper med at huske eleven på at tage det frem. Sideløbende med den almindelige danskundervisning bør ordblinde elever få undervisning i, hvordan de får det meste ud af støtteprogrammet. Denne opgave vil typisk ligge hos skolens læsevejleder. Det er dog vigtigt, at skolens lærere også har viden om programmets funktioner, så de kan hjælpe, hvis elevens støtteprogram driller.

For såvel ordblinde elever som elever med usikker fonologisk omkodning kan det ofte være rigtig godt, at diktaterne indeholder lydrette ord, dvs. ord uden drillebogstaver. Hvis du gerne vil bruge lydrette ord i undervisningen, kan du fx bruge ord fra min liste med lydrette ord.

Er der elever i klassen, som kæmper med at huske bogstavernes navne og lyde, kan en passende diktat bestå i, at eleverne skal skrive de bogstaver eller de korte, lydrette ord, som de hører (fx ‘ko’, ‘ny’ og ‘hø’).

Alle eleverne bør endvidere undervises i staveteknikker til at komme succesfuldt igennem ordene. Det kan fx være ved at sige ordet for sig selv én stavelse ad gangen og trække hver lyd ud. Sværhedsgraden kan øges ved, at ordene bliver længere, eller ved at ordene begynder at indeholde nogle af de mest almindelige lydfølgeregler, såsom endelserne -e og -er, vokalisk r, blødt d, ng/nk, ar og år. 

Sidst men ikke mindst er det afgørende, at eleverne med stavevanskeligheder får direkte og konkret feedback på deres stavning, hvis de skal lære noget af diktaten. Feedback i form af røde streger under de forkerte ord vil ikke hjælpe elever med stavevanskeligheder til at forstå, hvorfor visse ord er stavet forkert. De forstår kun, at de lavede fejl. Som en af mine elever, der går i 8. klasse, sagde: “Jeg er holdt op med at se på de ord, jeg stavede forkert. Nu tæller jeg bare, hvor mange rigtige jeg havde”. Hvordan man kan give knivskarp feedback på elevernes staveforsøg, kommer jeg ind på i et fremtidigt indlæg.