I løbet af min uddannelse i audiologopædi specialiserede jeg mig dels i læsning, dels i dansk som andetsprog. Inden for forskning i dansk som andetsprog er der temmelig stor opmærksomhed på tosprogede børn og deres mulige udfordringer med ‘gråzoneord’ (også kaldet ‘før-faglige’ ord). Denne opmærksomhed er rigtig vigtig. Og man kunne med fordel have den samme opmærksomhed på etsprogede børn.
Fagord er ord, som direkte hører til specifikke fag. I matematik kunne det være ‘ligning’, ‘areal’ og ‘formel’. Gråzoneord er de ord, som ikke decideret er fagord, men som alligevel kendetegner et givent fag, og som placerer sig mellem hverdagssprog og fagsprog. Det kunne fx være ‘beregne’, ‘argumentere’ og ‘opstille’.
Som lærer er det en god idé at have opmærksomhed på elevernes forståelse af gråzoneord. Jeg underviser nemlig en del børn, som kæmper med sproglige vanskeligheder. Mange af dem har svært ved at forstå gråzoneord. Men disse vanskeligheder er i stor risiko for at flyve under lærernes radar, fordi de voksne antager, at børnene kender betydningen af ordene, eftersom der ikke tale om nye fagord, men om relativt almindelige ord. Derfor har en del af de børn, jeg underviser, kæmpet med sprogforståelsesvanskeligheder (herunder vanskeligheder med at forstå gråzoneord) i mange år, før deres forældre eller lærere bemærkede, at de faktisk havde svært ved at forstå mange af de ord, der bruges i undervisningen. Forståelsesvanskelighederne har haft en stærkt begrænsende effekt på børnenes faglige udbytte.
Der er desværre ikke et quickfix til, hvordan man kan hjælpe børn med at udvikle et større ordforråd. Og desværre har der i forskning hidtil ikke været særlig stor opmærksomhed på sproglige vanskeligheder hos etsprogede skoleelever. Men ifølge Gimbel (2010) har et hollandsk udviklingsarbejde indikeret, at man kan støtte børns ordtilegnelse med nogle enkle midler. I forlængelse af det kommer jeg her med nogle konkrete idéer til, hvordan man kan hjælpe børn til at få bedre forståelse af gråzoneord:
- Læreren understøtter ordenes betydning visuelt. Lærere bør så vidt muligt bruge billeder og illustrationer i undervisningen. Børnene kan også selv tegne tegninger, som kan hjælpe dem med at genkalde sig betydningen af de nye ord.
- Læreren diskuterer konsekvent betydningen af de nye ord med eleverne. Man kan hjælpe børnene til at udvikle en større opmærksomhed på de ord, som volder børnene problemer, ved, at de voksne fremhæver de ord, som kan være svære at forstå. I undervisningen kan læreren fx gennemgå de vigtigste begreber for dagens emne på tavlen, så man er sikker på, at alle eleverne forstår dem. Her er det vigtigt, at man ikke kun fokuserer på fagord, men også på før-faglige ord. Man bør opfordre børnene til at sige til, hver gang de støder på et ukendt ord i en tekst eller samtale. Fx kan man opfordre barnet til at markere de ord i teksten, som var svære, hvorefter barnet slår ordene op i en ordbog eller spørger om hjælp. Derhjemme kan forældrene øve sig på en gang imellem stoppe op og tale om betydningen af nogle de ord, som de bruger. Man kan fx spørge: “I nyhederne sagde de, at folk vil blive påbudt at bruge masker og håndsprit på caféerne. Ved du egentlig, hvad et ‘påbud’ er?”
- Læreren konsoliderer barnets før-faglige ordforråd gennem repetition. Det er ikke nok, at barnet hører betydningen af de nye ord én gang. Det skal konsolideres ved, at man taler om ordene mange gange, at barnet hører dem blive brugt i mange forskellige sætninger, samt at barnet får mulighed for at øve sig i selv at bruge ordene.
- Barnet lytter til historier. Historierne stimulerer både barnets ordforråd, sætningsforståelse og kendskab til billedsprog. Derfor er det en rigtig god idé, at børn lytter til lydbøger og får læst bøger højt af forældrene – og begynd gerne så tidligt i barnets liv som muligt.
Nogle elever, såvel et- som tosprogede, bliver ved med at have behov for sprogunderstøttende undervisning gennem hele deres skolegang. Faglærere i almenskolen er med andre ord ikke bare faglærere. De er også sproglærere.
Kilde: Artiklen “Bakker og udale” af Jørgen Gimbel. Trykt i Sprogforum (2010).
