⁣⁣⁣⁣En del elever er ikke særlig glade for deres hjælpemidler, når de starter til undervisning hos mig. Ofte kommer det af, at de på et tidligere tidspunkt har fået en iPad eller computer med it-støtteprogram (AppWriter, CD-ord eller IntoWords) samt en kort introduktion til programmet. Men for at få det optimale ud af sine hjælpemidler har man brug for kontinuerlig undervisning i, hvordan programmets fungerer. Programmet kan rigtig mange ting, men de færreste børn lærer af sig selv at beherske det. Det kræver masser af øvelse og feedback fra en underviser, hvis et barn, som kæmper med ordblindhed, skal lære at bruge sit støtteprogram optimalt.

Mange børn med ordblindhed har ud over undervisningen i, hvordan støtteprogrammet fungerer, også brug for at træne fonologisk opmærksomhed. Det skyldes, at det i mange tilfælde er en forudsætning for at få relevante ordforslag frem, at barnet er i stand til at identificere de første 3-4 lyde i det pågældende ord.

Sidst men ikke mindst kan læreren hjælpe barnet med at finde ud af, hvilke funktioner og øvrige hjælpemidler der bedst kan kompensere for læse-skrivevanskelighederne i hverdagen. Det er nemlig ikke alle hjælpemidler, der er lige relevante for alle børn. Det er heller ikke sikkert, at barnet selv kan regne ud, hvilke opgaver man med fordel kan bruge støtteprogrammet til. Fx ved mange børn og deres forældre ikke, at børn, som er testet ordblinde, må bruge ordforslag til diktater i skolen samt til Folkeskolens Afgangsprøve i dansk retskrivning. Det er ofte en stor lettelse for barnet at få dette at vide. Ikke mindst hvis barnet samtidig får hjælp af en kompetent fagperson til at bruge støtteprogrammets ordforslag optimalt, så han/hun pludselig bliver i stand til at stave ord, som tidligere har været umulige at stave til!

Derudover er det min erfaring, at det ofte er helt lavpraktiske problemer, som er skyld i, at børn mister lysten til at bruge deres it-hjælpemidler. Fx giver mine elever tit en af følgende grunde til, at de ikke har fået brugt deres hjælpemidler:⁣⁣⁣⁣⁣
⁣⁣⁣⁣⁣

  • “Mit støtteprogram kan finde på at lukke ned midt i det hele.⁣⁣⁣⁣⁣⁣”
  • “Der kommer slet ingen ordforslag frem, når jeg skriver.⁣⁣⁣⁣⁣⁣⁣”
  • “Jeg kan ikke markere teksten i dokumentet. Så jeg kan ikke få det læst højt af programmet.⁣⁣⁣⁣⁣⁣”
  • “Det er irriterende, at programmet læser hvert ord højt, jeg skriver.⁣⁣”
  • “Oplæserens stemme irriterer mig.⁣⁣⁣⁣⁣⁣⁣⁣⁣⁣⁣⁣⁣⁣”
  • “De ord, jeg vil skrive, kommer ikke frem i ordforslagene.⁣⁣⁣⁣⁣⁣”
  • “Jeg kunne ikke indtale min tekst. Når jeg sagde noget, skete der ingenting på skærmen.⁣⁣⁣⁣⁣⁣⁣⁣⁣⁣⁣⁣⁣⁣⁣⁣⁣⁣⁣⁣⁣⁣”
  • “Indtaling fungerer ikke. Computeren skriver ikke det, jeg siger.”
  • “Tale-til-tekst-funktionen er forsvundet.⁣”

Som regel er der en simpel løsning på problemet. Måske har barnet en gammel version af støtteprogrammet, som skal opdateres. Måske er barnet nødt til at OCR-behandle dokumentet, førend teksten kan læses højt af programmet. Måske bruger barnet ikke den rigtige browser. Eller måske virker computerens indbyggede mikrofon ikke alene, men et sæt høretelefoner med mikrofon løser problemet.

Desuden er det godt at vide, at der sidder dygtige og hjælpsomme it-supportere klar ved telefonerne hos udbyderne af de forskellige støtteprogrammer. Både børn, forældre og lærere kan frit ringe til supporterne og få hjælp til de tekniske ting, der driller. 

Både Wizkids og Vitec MV holder løbende online-kurser for forældre og lærere i, hvordan de forskellige støtteprogrammer fungerer. Det kan være en rigtig god idé at følge dem på facebook, så du får besked om de seneste nyheder og opdateringer på dit newsfeed.⁣⁣⁣⁣⁣ Du kan følge Wizkids her og Vitec MV Danmark her.

Ditte på FacebookDitte på Instagram