Der er kommet et borgerforslag, som lyder: “Handicapområdet skal væk fra kommunerne”. Det foreslås, at forvaltningen af handicapområdet enten flyttes til regionerne eller staten.

Jeg er enig i, at det er bydende nødvendigt, at der sker ændringer på handicapområdet nu. Der er alt for mange børn med ordblindhed og sproglige vanskeligheder, som ikke får den nødvendige hjælp til at overkomme hverdagens krav. Og siden kommunalreformen i 2007 har kvaliteten af hjælpen blandt andet været afhængig af, hvilken kommune barnet bor i, og hvilken skole barnet går på.

Tidligere i år viste en undersøgelse udarbejdet af VIA Læring & Undervisning, at tilbuddene til ordblinde elever er meget varierende, hvad angår antal pladser og forløbets længde, samt hvem og hvor mange af kommunens elever der får dette tilbud. I nogle kommuner er der plads til alle kommunens ordblinde elever. I andre er der et meget begrænset antal pladser. Desuden varierer længden på kompetencecentrenes kursus typisk fra 2-13 uger, og i et enkeltstående tilfælde helt op til et år.

I undersøgelsen blev det også afdækket, hvordan de forskellige kommuner forholder sig til de ‘gule’ elever. Det er de elever, der ved den nationale ordblindetest falder i kategorien ‘fonologiske vanskeligheder’. De har altså vanskeligheder med afkodning, men ikke i en grad, så de ifølge testvejledningen kan beskrives som elever med ordblindhed.
Rapporten viste, at der er stor forskel på, hvordan de forskellige kommuner støtter de elever, som bliver testet gule i den nationale ordblindetest. Nogle skoler skelner ikke mellem ‘røde’ og ‘gule’ elever, og de to grupper får tilbudt samme indsats, mens de gule elever på andre skoler slet ikke får en målrettet indsats.
De gule elever falder dermed mellem to stole, og det er meget forskelligt, hvad de tilbydes, alt efter hvilken skole de går på.

Mange af de børn, som får privat undervisning hos mig, er netop børn, som er blevet testet gule i den nationale ordblindetest, og som derfor ikke får nogen (eller nok) støtte i skolen.

Andre af mine elever er blevet testet røde i den nationale ordblindetest og har efterfølgende fået et støtteprogram på deres computer, et par timers introduktion til programmet, og måske nogle ugers undervisning i forskellige læseteknikker. Men derefter har de og deres forældre stort set været på egen hånd. Barnet kæmper for at overkomme de mange skriftlige krav i hverdagen, og forældrene kæmper for at få mere og bedre hjælp fra skolen/kommunen, så barnet ikke falder endnu mere bagud vidensmæssigt pga. læsevanskelighederne. I nogle tilfælde fører det til et skoleskift, fordi naboskolen tilbyder bedre muligheder for inklusion. Ikke nødvendigvis fra folkeskole til privatskole. Somme tider sker det omvendte; at et barn flyttes fra en privatskole til en folkeskole, fordi privatskolen ikke tilbyder barnet den nødvendige hjælp.

Endelig underviser jeg også ordblinde elever, hvis læsevanskeligheder slet ikke er blevet afdækket, fordi skolen har afvist, at der kan være tale om ordblindhed, eftersom barnet trods alt er nået op på et vist niveau i læsning. Andre er blevet testet med adskillige tests, uden at det har ført til øget støtte fra skolen, fordi læsevejlederen ikke har følt sig sikker nok til at turde diagnosticere barnet – selv om mange af testene pegede på ordblindhed. Jeg har også talt med læsevejledere, som efter omfattende testning var overbevist om, at barnet var ordblind, men som fra skoleledelsen har fået besked på ikke at diagnosticere barnet som ordblind, fordi barnet tidligere er landet i gul kategori i den nationale ordblindetest.

Der er brug for nye mindstekrav til skolernes tilbud til børn med læse-skrivevanskeligheder. Kravene bør fokusere mindre på, hvilke tests der bruges, og hvor mange timers hjælp der bevilges, og mere på, at roden til barnets vanskeligheder skal findes, og at barnet skal tilbydes tilstrækkelig hjælp til at blive ligestillet med andre børn.

Hvad end barnet kæmper med ordblindhed eller andre vanskeligheder, er der ofte tale om en meget individuel og kompleks problemstilling. Vurderingen af barnets behov for hjælp, den opfølgende specialundervisning og vejledningen til forældre og lærere bør derfor varetages af specialister. Individuel, specialiseret støtte bør være tilgængelig for alle børn, der kæmper med læsning og skrivning – uanset hvor barnet bor henne, og uanset om barnet har sproglige vanskeligheder, hukommelsesvanskeligheder, eller om barnet er ordblind i mild, moderat eller svær grad. Det vil kræve flere ressourcer til handicapområdet her og nu, men på den lange bane må der være store samfundsøkonomiske fordele i, at flere unge bliver i stand til at tage en uddannelse, og at færre udvikler skolevægring og angst som følge af at have læsevanskeligheder.

Udpluk fra borgerforslaget “Handicapområdet skal væk fra kommunerne”

I borgerforslaget står der blandt andet:

“Kommunerne har haft ansvaret for handicapområdet i 13 år men besidder ikke den nødvendige specialiserede viden. For eksempel viser opgørelser over fejl på voksen- og børnehandicapområdet for 2019, at cirka halvdelen af de påklagede afgørelser blev omgjort på landsplan.”

Og:

“Forvaltning af handicapområdet kræver indgående viden til mange forskellige diagnoser. Den viden er ganske enkelt ikke til stede i 98 kommuner, og det er ikke realistisk at sikre tilstrækkelig viden på dette yderst komplicerede område i 98 kommuner. Dette skyldes blandt andet et vidt forskelligt borgergrundlag”.

Og sidst, men ikke mindst:

“Uanset hvor området flyttes hen, vil det være afgørende, at den myndighed, der skal træffe afgørelserne, ikke samtidig skal finansiere den. Risikoen for økonomisk motiverede afgørelser skal fjernes, så mennesker med handicap og psykisk sårbarhed får den hjælp, de har behov for og ikke den hjælp, myndigheden mener, den har råd til.”

Hvis du gerne vil støtte forslaget, kan du gøre det her. Forslaget støttes i skrivende stund af godt 11.000 personer. Mindst 50.000 personer skal skrive under, hvis forslaget skal fremsættes i Folketinget.