Jeg tilbyder læse-skriveundervisning via Skype året rundt til børn, som bor langt fra København. En stor fordel ved Skype-undervisning er, at det er muligt at dele undervisningen op, så vi mødes to gange om ugen à 45 minutter, i stedet for én gang om ugen à 90 minutter. Men hvordan fungerer undervisning via Skype egentlig? 

Inden undervisningen opretter jeg et Google-dokument med dagens opgaver. Nogle gange kopierer jeg opgaven ind fra et Word-dokument, andre gange indsætter jeg et link til opgaven, fx en e-bog eller en online kryds og tværs for børn. Jeg inviterer barnet til Google-dokumentet ved at sende et link. Når vi begge er inde i dokumentet, kan vi arbejde sammen om opgaverne, fordi vi begge to kan ændre og markere i teksterne/billederne og kan se, hvad den anden gør.

Via Skype kan vi se og høre hinanden. Vi kan også dele skærm, hvilket er helt afgørende, når jeg skal vejlede i, hvordan barnet får mest muligt ud af sit støtteprogram (IntoWords, AppWriter eller CD-ord).

Skype-undervisning er naturligvis ikke det samme som almindelig undervisning. Visse opgaver egner sig ikke til Skype. Men jeg har mange gode opgaver, der gør! Kontakten mellem eleven og mig er også en anden, end når vi sidder ved siden af hinanden. Derfor mødes jeg normalt med eleven mindst 2 gange, inden vi skifter over til undervisning via Skype. Jeg sikrer mig, at teknikken fungerer, og at eleven er tryg ved mig og opgaverne, inden vi skal mødes ‘i skyen’.

I videoen (nedenfor) arbejder Aksel og jeg med materialet Navne og adresser, som er udviklet af Liselotte Kulpa og sælges fra Forlaget Filippa. Det er et fantastisk materiale til at træne præcision i afkodningen.